Basisk vand i supermarkedet: etikette (pH, mineraler) og sammenligning med brintvand

Der findes ikke ét enkelt „bedste alkaliske vand“, fordi betegnelsen „alkalisk“ på en supermarkedshylde kan dække over to ret forskellige ting: naturligt mineralvand, der kommer sådan op fra jorden, eller postevand, der er blevet ført gennem et ioniseringsapparat, som kunstigt hæver pH-værdien. Forskellen har betydning for, hvad du faktisk får, og den eneste sikre måde at vælge på er at læse den kemiske sammensætning på etiketten på flaskens bagside – ikke kun ordet „alkalisk“, der står med store bogstaver på etiketten.

• „Alkalisk“ betyder kun en pH-værdi over 7 og er ikke en særskilt juridisk kategori for mineralvand.
• Tørstoffet på etiketten viser, hvor mineraliseret vandet er, og et hydrogencarbonatindhold over 600 mg/l giver ret til betegnelsen „hydrogencarbonatholdigt“.
• Naturligt mineralvand og vand, der er gjort alkalisk derhjemme med en ionisator, kan ende med en lignende pH-værdi gennem helt forskellige processer.
• Loven forbyder alle angivelser om forebyggelse eller behandling af sygdomme på mineralvandets etiket og i reklamer for det.
• Opløst molekylært hydrogen er en egenskab, der er uafhængig af pH-værdien, og indholdet stiger ikke automatisk, når vandet bliver mere alkalisk.

Hvad betyder „alkalisk vand“ egentlig på etiketten på hylden?

Når en producent skriver „alkalisk vand“ på etiketten, henviser det til en pH-værdi over 7, hvilket betyder, at vandet er let basisk i stedet for neutralt eller surt. Der findes dog ingen særskilt juridisk kategori kaldet „alkalisk vand“: Udtrykket er for det meste en markedsføringsbetegnelse, der sættes på naturligt mineralvand, som allerede har en høj pH-værdi på grund af sin sammensætning. Det forklarer, hvorfor du ser ordet „alkalisk“ på nogle supermarkedsmærker og ikke på andre, selv om mange rumænske mineralvand faktisk har en lignende pH-værdi.

Ordet på etikettens forside kan dække over to meget forskellige kilder. Det kan være mineralvand, der har en naturligt høj pH-værdi direkte fra kilden, eller det kan være postevand, der er tappet på flaske eller behandlet på stedet med et ioniseringsapparat, som deler vandet i to strømme, en mere alkalisk og en mere sur. Den første kategori er reguleret som naturligt mineralvand; den anden handler snarere om en teknisk proces, der anvendes på almindeligt vand. De følgende afsnit viser, hvordan du kan kende forskel på dem ud fra det, der står på etiketten.

Sådan læser du etiketten: mineralisering, pH og hydrogencarbonat

Etiketten på naturligt mineralvand skal indeholde den kemiske sammensætning af de karakteristiske bestanddele, kildens sted og navn samt oplysninger om enhver behandling af vandet (kilde: HG 1020/2005, artikel 19). I praksis er det talpanelet på flaskens bagside – ikke sloganet på forsiden – der fortæller sandheden om vandet.

Mineraliseringskategorier (tørstof)

Tørstoffet, det vil sige den samlede mængde mineralsalte, der er tilbage efter fordampning af vandet, er juridisk inddelt efter tydelige grænseværdier: Vand er „meget svagt mineraliseret“ op til 50 mg/l, „oligomineralt eller svagt mineraliseret“ op til 500 mg/l og „stærkt mineraliseret“ over 1.500 mg/l (kilde: HG 1020/2005, bilag 3). Disse grænseværdier fortæller, hvor „tungt“ vandet er for kroppen, og hvor udpræget mineralsmagen vil være, uanset om det er mærket som alkalisk eller ej. Hvis du også vil vide, hvordan dette tørstof måles, går forklaringen om sådan aflæser du TDS-værdierne for vand mere i detaljer med selve målingen.

Hydrogencarbonat, natrium og andre tilladte angivelser på etiketten

Hydrogencarbonat (HCO3) er den bestanddel, der oftest optræder sammen med betegnelsen „alkalisk“, fordi et indhold over 600 mg/l giver ret til at bruge betegnelsen „hydrogencarbonatholdigt“ på etiketten (kilde: HG 1020/2005, bilag 3) og bidrager til den let basiske smagsoplevelse. Ud over hydrogencarbonat bør du også tjekke natrium, calcium og magnesium: Det er separate tal, som ikke er det samme som pH-værdien, og de fortæller mere om, hvordan det pågældende vand passer ind i din kost, end ordet „alkalisk“ alene gør. Selve pH-værdien aflæses på en logaritmisk skala fra 0 til 14, hvor 7 er neutralpunktet. Det betyder, at en forskel på én enhed svarer til ti gange større surhedsgrad eller alkalinitet, ikke en lille, proportional forskel (kilde: USGS Water Science School). Derfor er vand med en pH-værdi på 8 ikke „lidt mere alkalisk“ end vand med en pH-værdi på 7, men betydeligt mere basisk, selv om forskellen ser lille ud på papiret.

Naturligt alkalisk mineralvand sammenlignet med vand, der er gjort „alkalisk“ med en ionisator

Naturligt mineralvand skal nå frem til forbrugeren stort set, som det kommer fra kilden: Loven tillader ingen tilsætning til dets sammensætning, bortset fra tilsætning eller genindføring af kuldioxid (kilde: HG 1020/2005, artikel 9). Alkaliniteten i sådant vand stammer altså direkte fra de mineraler, der er blevet opløst undervejs gennem undergrundens klipper, ikke fra en proces, der er tilføjet senere på fabrikken.

En vandionisator fungerer efter et andet princip: Den sender elektrisk strøm gennem postevand og deler det ved elektrolyse i en mere alkalisk og en mere sur strøm (kilde: Water ionizer — Wikipedia). Elektrolyse tager tid og kræver, at vandet indeholder tilstrækkeligt med opløste mineraler for at give en synlig effekt. Derfor fører en hurtig gennemstrømning eller svagt mineraliseret postevand til en ret beskeden forøgelse af alkaliniteten, uanset hvor imponerende apparatet ser ud. Det forklarer, hvorfor resultaterne varierer meget fra én ionisatormodel til en anden og fra én postevandskilde til en anden, selv om begge lover det samme „alkaliske vand“.

Hvad du ikke kan finde ud af ud fra en „alkalisk“-etiket – og hvad loven siger om sundhedspåstande

En vigtig ting at huske er, at loven udtrykkeligt forbyder enhver angivelse på emballagen, etiketten eller i reklamer, der tillægger naturligt mineralvand egenskaber, som forebygger, behandler eller helbreder sygdomme hos mennesker (kilde: HG 1020/2005, artikel 24, stk. 1). Hvis du ser sundhedsløfter, der direkte knyttes til ordet „alkalisk“ på en emballage eller i en reklame, går påstanden ud over, hvad loven tillader for mineralvand, uanset hvor overbevisende den lyder. Hvis du også vil forstå, hvordan markedsføring adskiller sig fra et vands faktiske, målbare egenskaber, viser forklaringen om hvad „stabiliseret hydrogen“ egentlig betyder på en etiket et lignende eksempel fra et beslægtet område.

Et andet vigtigt punkt er, at en højere pH-værdi ikke automatisk betyder, at vandet er „bedre“. pH-værdien måler kun surhedsgrad eller alkalinitet; mineralsammensætningen (calcium, magnesium, natrium, hydrogencarbonat) er separat information, som er værd at læse for sig selv i stedet for at udlede den af, hvor „alkalisk“ etiketten lyder.

Sådan sammenligner du literprisen uden kun at gå efter ordet „alkalisk“

Uden faste referencepriser her er det mest nyttige at sammenligne på denne måde: Se på mineraliseringsgraden, emballagens volumen og hvor ofte du køber vand, ikke kun etiketten på forsiden. To flasker med det samme ord „alkalisk“ kan have meget forskelligt tørstofindhold, og forskellen i mineralisering forklarer ofte en stor del af forskellen på deres prisniveau.

En høj mineraliseringsgrad eller et højt hydrogencarbonatindhold indebærer som regel en kilde, der er vanskeligere at udnytte, og en mere kompleks profil, hvilket kan begrunde en anden pris end for svagt mineraliseret vand, uanset om begge bærer betegnelsen „alkalisk“. Ved at tjekke tørstoffet og hydrogencarbonatindholdet får du derfor et objektivt sammenligningsgrundlag mellem mærker i stedet for at basere dig på en antagelse ud fra ét enkelt markedsføringsord på etiketten.

Hvordan vand med hydrogen adskiller sig fra alkalisk vand på hylden

Alt, hvad du har læst indtil nu, handler om pH-værdi og mineralisering, altså egenskaber ved almindeligt „alkalisk“ vand fra hylden. Vand med opløst molekylært hydrogen (H2) er noget andet: Hydrogen er et neutralt molekyle, som ikke påvirker vandets pH-værdi, når det først er opløst i vandet (kilde: Molecular Hydrogen Institute). Med andre ord er pH-værdi og koncentrationen af opløst hydrogen to separate egenskaber, som måles hver for sig, og vand kan have en neutral pH-værdi og stadig en mærkbar koncentration af opløst H2 – eller omvendt. Hvis du vil have den fulde begrebsmæssige sammenligning mellem de to, går den reelle forskel mellem vand med hydrogen og alkalisk vand i detaljer, som denne etiketguide ikke dækker.

Koncentrationen af opløst hydrogen har også en fysisk grænse: Ved normalt atmosfærisk tryk er mætningspunktet cirka 1,6 mg/l, svarende til omkring 1.600 PPB (kilde: Molecular Hydrogen Institute). Denne øvre grænse er uafhængig af, hvor mineraliseret eller alkalisk grundvandet er; den fulde forklaring på, hvordan tallene aflæses og sammenlignes, findes i guiden om PPB og PPM i vand med hydrogen.

Hvis det, du egentlig leder efter, er målbart opløst hydrogen og ikke blot en høj pH-værdi på etiketten, kan du sammenligne specifikationerne for alkalisk supermarkedsvand direkte med det, en dedikeret enhed tilbyder, såsom Hydrion Core Brintvandflaske til personligt brug eller Hydrion NOVA Vandkande til dig, der foretrækker at tilberede en større mængde derhjemme. Hvis du vil sammenligne flere flasker med hydrogen, før du vælger en, fortsætter sammenligningen af specifikationerne for flere mærker af hydrogenflasker præcis dér, hvor denne guide slutter.

Kort sagt besvarer etiketten „alkalisk“ på hylden ét spørgsmål: hvor basisk og hvor mineraliseret det pågældende vand er. Loven fortæller dig tydeligt, hvad det ikke må påstå om sundhed. Opløst hydrogen er et separat spørgsmål med sine egne tal og sin egen fysiske øvre grænse, og det bør behandles som sådan, før du lægger noget i kurven alene på grund af ordet på etiketten.