Brintvand vs. mineralvand: Forskellige ting – kan de kombineres?

Mineralvand og brintvand er ikke konkurrerende kategorier, og ingen af dem erstatter den andens definition. Mineralvand beskriver, hvor vandet kommer fra, og hvad det allerede indeholder: en bestemt, beskyttet underjordisk kilde med en mineralsammensætning, der skal være den samme fra kilden til flasken. Brintvand beskriver noget, der måles her og nu i et bestemt glas: hvor meget opløst molekylær brintgas (H2) der aktuelt er i vandet, angivet i parts per billion (ppb). En flaske mineralvand kan blive beriget med brint, når H2-gas opløses i vandet, og den proces ændrer eller erstatter ikke det mineralindhold, der i første omgang definerer det som mineralvand. Når man skiller de to spørgsmål, som begreberne faktisk besvarer, fra hinanden, holder sammenligningen op med at være en konkurrence og bliver i stedet et praktisk spørgsmål om, hvad der sker, når man kombinerer dem.

• Forskelligt grundlag, forskellig målestok: Mineralvand defineres af en beskyttet kilde og en stabil mineralsammensætning; brintvand defineres af opløst H2-gas, som med tiden forsvinder fra alt vand, uanset vandets mineralindhold.
• Det er ledningsevnen, ikke kvaliteten, der afgør kompatibiliteten: En elektrolysebaseret flaske har brug for nogle opløste mineraler til at lede den strøm, der producerer brint, så den er konstrueret til et bestemt, moderat interval for mineralindholdet frem for rent eller stærkt mineraliseret vand.
• Det meste mineralvand ligger uden for det interval: En producent af en tilsvarende elektrolyseflaske forbinder mineralrigt vand med belægninger på pladerne og kortere levetid, hvilket er et vedligeholdelsesproblem snarere end en fejl efter én enkelt brug.
• En tablet virker anderledes: En magnesiumbaseret tablet reagerer direkte med vandet i stedet for at sende strøm gennem det, så den kan tilføre brint til et glas mineralvand uden samme bekymring for ledningsevnen.

To forskellige ting, der måles på to forskellige måder

Når to produkter sammenlignes, som om de hører til i samme kategori, skyldes det som regel, at begreberne kun ses gennem det ene af de to spørgsmål, de faktisk besvarer. Mineralvand besvarer spørgsmålet: "Hvor kommer dette vand fra, og hvad indeholder det naturligt?" Brintvand besvarer spørgsmålet: "Hvor meget opløst H2-gas er der i dette vand lige nu?" Det første handler om oprindelse og sammensætning, som er fastlagt ved kilden og beskyttet af regler. Det andet handler om en gas, som næsten enhver type vand – vand fra hanen, filtreret, destilleret eller mineralvand – kan indeholde, når den først er opløst i vandet, og som gradvist forlader vandet igen med tiden, uanset hvilke mineraler der måtte være til stede. Derfor kan mineralvand også blive til mineralvand beriget med brint uden at holde op med at være mineralvand: Tilføjelsen af opløst brint påvirker ikke den mineralsammensætning, der i første omgang gav det plads på den hylde.

Hvad etiketten på mineralvand egentlig fortæller dig

Mineralvandet på din hylde defineres mindre af smart branding end af et ret strengt sæt regler for, hvor det må komme fra, og hvad man må gøre ved det, inden det når flasken. Ifølge EU-afledte regler for naturligt mineralvand skal vandet komme fra en beskyttet underjordisk kilde og bevare sit mineralindhold og sine sporstoffer intakt fra kilden til flasken. Det må kun gennemgå en kort liste over tilladte behandlinger, såsom at fjerne jern eller svovl eller noget af det naturligt forekommende kuldioxid; der må ikke tilsættes noget, bortset fra at vandets eget CO2 må genindføres for at lave en danskvandsvariant (kilde: The Natural Mineral Water, Spring Water and Bottled Drinking Water Regulations 2007). I USA fastsætter FDA's definition et minimum på 250 ppm samlet indhold af opløste stoffer fra en tilsvarende beskyttet kilde, mens EU-reglerne fokuserer på minimal behandling ved kilden frem for en fast mineralgrænse (kilde: Mineral water, Wikipedia).

Den regulatoriske definition garanterer ikke, at alle mærker har et ensartet højt mineralindhold. Undersøgelser af mineralvand på flaske har vist, at det mediane mineralindhold i nogle mærker ligger under niveauet i almindeligt postevand, mens andre mærker med et højere mineralindhold ligger over 1.000 ppm samlet indhold af opløste stoffer (kilde: Mineral water, Wikipedia). Så når en sammenligning forudsætter, at mineralvand altid er "mineralrigt", holder den antagelse ikke, allerede inden vi når til spørgsmålet om brint.

Kan du bruge mineralvand i en elektrolysebaseret brintvandsflaske?

Det er det praktiske spørgsmål bag de fleste søgninger, hvor de to sættes op mod hinanden: Kan flasken, du allerede har i køkkenet, bruges med det vand, du allerede drikker? For en flaske som Hydrion Core, der bruger SPE/PEM-elektrolyse til at spalte vand og opløse H2-gas i det, afhænger svaret af ledningsevnen og ikke af, hvor "godt" vandet er. Rent vand leder næsten ikke elektricitet af sig selv og leder omtrent en hundredtusindedel af den strøm, som havvand gør, fordi det indeholder så få opløste ioner, der kan transportere en elektrisk ladning (kilde: Electrolysis of water, Wikipedia). Derfor er elektrolyseflasker konstrueret til vand med en bestemt, moderat mængde opløste mineraler frem for destilleret eller ultrarent vand. Denne konstruktionsbegrænsning gennemgås mere indgående i vores artikel om hvorfor brintmaskiner har brug for destilleret eller rent vand og i den eksisterende forklaring af TDS, hvis du vil have hele skalaen for ledningsevne med.

Det meste mineralvand på flaske indeholder langt flere opløste stoffer end det tilsigtede interval. Fremmede ioner i tilførselsvandet kan påvirke membranen i en elektrolysecelle med tiden, forkorte dens levetid og reducere dens effektivitet (kilde: Electrolysis of water, Wikipedia). Producenten af en tilsvarende SPE/PEM-flaske anbefaler af denne grund filtreret, destilleret eller omvendt osmose-vand i stedet for postevand og advarer om, at mineraler og kemikalier i postevand kan efterlade belægninger, der forkorter enhedens levetid og betyder, at den skal rengøres oftere (kilde: Echo Flask FAQ). Det er et vedligeholdelsesproblem, der opbygges ved gentagen brug, ikke et tegn på, at en enkelt flaske mineralvand straks vil beskadige enheden: At bruge mineralvand i den én gang på en dag, hvor der ikke er andet ved hånden, er noget andet end at gøre det til en daglig vane.

Hvorfor "flere mineraler" ikke automatisk er bedre for disse enheder

Det er fristende at antage, at flere opløste mineraler betyder bedre ledningsevne og dermed bedre ydeevne, men den tankegang overser, hvad enheden faktisk er konstrueret til at håndtere. Pladerne inde i en elektrolyseflaske er konstrueret til et bestemt interval for ledningsevne, og hvis man kommer væsentligt over det, bliver brintproduktionen ikke mere effektiv; det tilfører blot flere af de ioner, der kan belægge pladerne ved gentagne cyklusser. Vores komplette sammenligning af hvilket vand du skal bruge i en brintflaske: postevand, vand på flaske, filtreret eller destilleret gennemgår, hvordan det forholder sig med andre almindelige vandkilder, og når frem til samme konklusion: Følg producentens anbefalede interval, ikke en antagelse om, at "flere mineraler er bedre".

En magnesiumbaseret brinttablet virker efter et andet princip

Hydrion H2-tabletter omgår spørgsmålet om ledningsevne ved at bruge en helt anden mekanisme. I stedet for at sende elektrisk strøm gennem en elektrode, der befinder sig i vandet, reagerer en magnesiumbaseret tablet direkte med det vand, den lægges i, og frigiver opløst brint, mens den opløses. Der er ingen membran eller elektrodeplade, som ligger i vandet i længere tid, så de bekymringer om belægninger og ledningsevne, der gælder for en elektrolyseflaske, gør sig ikke gældende på samme måde for en tablet. Derfor er en tablet en mere forudsigelig måde at tilføre brint specifikt til et glas mineralvand på, fordi du ikke beder en enhed, der er konstrueret til ét interval for ledningsevne, om at behandle vand, der er tappet på flaske til et helt andet formål.

Så hvilken af dem skal du egentlig vælge?

Det ærlige svar afhænger af, hvilket af de to spørgsmål du faktisk prøver at besvare. Hvis du ønsker en bestemt, kendt mineralsammensætning, er mineralvand, du allerede har tillid til, fortsat det mest pålidelige valg til det formål; hvis du tilsætter brint, forbedrer eller erstatter det ikke den sammensætning. Hvis du ønsker opløst brint, er det mest hensigtsmæssige at drikke vandet kort efter, at brinten er blevet tilført, eftersom H2 er en gas, der med tiden forlader alt vand, uanset om vandet oprindeligt havde et højt eller lavt mineralindhold. Hvis du bruger en elektrolyseflaske, kan du holde både ydeevne og vedligeholdelse forudsigelig ved at holde dig til den type vand, producenten har konstrueret den til. Vores generelle introduktion til, hvad brintvand er og forklaringen af SPE/PEM-elektrolyse gennemgår det grundlæggende, hvis du vil begynde der. Hvis du specifikt vil tilføre brint til et glas mineralvand, fjerner en tablet som Hydrion H2 helt spørgsmålet om ledningsevne, hvilket er værd at tage med i overvejelserne, hvis mineralvand allerede er en del af din daglige rutine, og du helst vil fortsætte med det.