Hvad gør brintvand ved kroppen? Optagelse, fordeling og udånding

Når du drikker brintvand, bliver den opløste brintgas ikke fordøjet på samme måde som mad. Den bevæger sig fra tarmen over i blodbanen i løbet af få minutter, transporteres rundt i kroppen og forlader den igen gennem udåndingsluften i løbet af cirka den næste time. Forskere har kortlagt denne rute ved at måle brint i udåndingsluften i studier med mennesker og, i dyreforsøg, direkte i organvæv. Det besvarer spørgsmålene om, hvor hurtigt gassen kommer ind, hvor den bevæger sig hen, og hvor hurtigt den udskilles — et snævrere spørgsmål end om brintvand ændrer, hvordan du har det, eller forbedrer et målbart sundhedsresultat, hvilket er et separat forskningsområde, som denne artikel bevidst ikke kommer ind på.

Hvis du vil have det bredere overblik over, hvad brintvand er, og hvordan det fremstilles, kan du læse denne introduktion til brintvand. Hvis du er mere interesseret i selve apparatet end i, hvad der sker, efter du har drukket vandet, forklarer hvordan brintvandsflasker virker den elektrolyseproces, flaskerne bruger til at opløse gassen.

• Mængden af brint i udåndingsluften stiger hurtigt efter indtagelse af brintvand, typisk med et højdepunkt efter cirka 10 til 15 minutter, og en højere koncentration i vandet giver en større og mere langvarig stigning.
• Dyreforsøg, hvor brint blev målt direkte i organerne, viste, at den når væv som milten, tyndtarmen og bugspytkirtlen inden for cirka fem minutter efter en oral dosis.
• Gassen ser ikke ud til at ophobe sig i kroppen. Mængden af brint i udåndingsluften er tilbage tæt på udgangspunktet inden for cirka en time, hvilket stemmer overens med det støt fald, der ses i vævsmålingerne.
• Ingen af disse målinger viser, om brintvand giver en dokumenteret sundhedsfordel. De beskriver, hvor gassen bevæger sig hen, og hvor længe den bliver der, hvilket er et andet spørgsmål end, om det virker.

Sådan kommer brint fra glasset over i blodbanen

Brint, der er opløst i vand, er en gas, ikke et næringsstof, som fordøjelsessystemet nedbryder. Fordi gasser bevæger sig frit gennem tarmens tynde slimhinde, kan brinten diffundere ud af fordøjelseskanalen og ind i de små blodkar lige under overfladen, næsten så snart den når frem, og derefter transporteres rundt, hvor blodet fører den hen. Det er vanskeligt at bekræfte dette hos et levende menneske uden invasive undersøgelser, så forskerne bruger en velafprøvet metode: De måler brintkoncentrationen i udåndingsluften med den samme grundlæggende teknik, som bruges ved udåndingstest for laktoseintolerans.

Et kontrolleret studie med raske voksne undersøgte dette direkte. Deltagerne drak brintrigt vand og ved en separat lejlighed destilleret vand til sammenligning, hvorefter deres udåndingsluft blev målt med mellemrum (kilde: Shimouchi et al., Biomarker Insights, 2009). Mængden af brint i udåndingsluften steg hurtigt efter brintvandet, men slet ikke efter det destillerede vand. Denne forskel understøtter en direkte optagelsesvej frem for, at gassen allerede befandt sig i tarmen af en anden årsag.

Hvorfor er udåndingsluft nemmere at måle end blod?

Når brintgas når blodbanen, kommer den til sidst til lungerne og udåndes sammen med luften, ligesom kuldioxid. Det er ikke-invasivt at tage prøver af udåndingsluften, og prøverne kan gentages med få minutters mellemrum. Det gør metoden til et praktisk alternativ til at følge en gas over tid, da det ellers ville kræve gentagne blodprøver.

Hvordan adskiller dette sig fra den brint, som tarmbakterier danner?

Tarmbakterier i tyktarmen producerer også brintgas som et normalt biprodukt, når de fermenterer visse kulhydrater, og denne brint kan også måles i udåndingstest, især ved test for laktoseintolerans. De to mønstre ser forskellige ud på papiret: I det samme studie medførte mælk en langsom og vedvarende stigning i mængden af brint i udåndingsluften hos en person, der ikke kunne fordøje laktose. Stigningen fortsatte i timevis, mens bakterierne gradvist fermenterede det ufordøjede sukker. Brintvand gav et helt andet mønster. Brinten viste sig hurtigt og forsvandt hurtigt igen, hvilket stemmer overens med, at gassen allerede var opløst og diffunderede direkte ind i blodbanen, frem for at blive dannet langsomt gennem fordøjelsen længere nede i tarmen.

Hvor hurtigt det kan måles: De første 15 minutter

I det samme studie nåede mængden af brint i udåndingsluften sit højdepunkt cirka 10 til 15 minutter efter, at deltagerne havde drukket brintvand. Den højeste koncentration, der blev testet, gav en måling på cirka 40 ppm. Det er et hurtigt signal om, at brinten kommer ind og ud igen, snarere end en langsom ophobning: Gassen viser sig hurtigt, når sit højeste niveau inden for cirka et kvarter og begynder derefter at falde igen.

Mængden af brint, der var opløst i vandet, havde også betydning. Både den højeste måling af brint i udåndingsluften og den samlede mængde brint, der blev udåndet i løbet af hele testperioden, steg med vandets brintkoncentration, og der var en forholdsvis stærk statistisk sammenhæng i begge tilfælde. Kort sagt gav vand med mere opløst brint en større reaktion frem for den samme faste reaktion.

Hvad betyder »dosisafhængig« her?

En dosisafhængig reaktion betyder, at den målte reaktion følger den givne mængde i stedet for at nå det samme loft uanset dosis. Her viste det sig som en forholdsmæssigt højere og længerevarende kurve for brint i udåndingsluften, når vandet indeholdt mere opløst gas, i hvert fald inden for de koncentrationer, som studiet faktisk testede. Det fortæller dig ikke, hvad der sker med mængder uden for dette interval, og det er ikke en påstand om, hvad kroppen gør med brinten, efter den er blevet optaget.

Hvor brinten bevæger sig hen: Målinger fra dyreforsøg med væv

Målinger af udåndingsluften viser, hvor meget brint der forlader kroppen, men ikke, hvor den befinder sig indtil da. For at undersøge det har forskere brugt dyreforsøg, hvor de kan tage direkte prøver af vævet. I et ofte citeret studie målte man brintkoncentrationen i blodet og otte organer hos rotter — leveren, nyrerne, hjertet, milten, bugspytkirtlen, tarmene, musklerne og hjernen — efter at have givet brint gennem munden, ved injektion eller ved indånding (kilde: Liu et al., Scientific Reports, 2014).

Efter en oral dosis nåede mængden af brint i vævet sit højdepunkt efter cirka fem minutter. Milten, tyndtarmen og bugspytkirtlen havde de højeste målte koncentrationer, som hver oversteg 300 PPB pr. gram væv, hvorefter mængden faldt støt. Det er vigtigt, fordi det viser, at gassen når organer langt fra den fordøjelseskanal, den først diffunderede igennem.

Hvorfor ændrer tilførselsvejen mønstret?

Den vej, brinten tog, ændrede kurvens forløb. Når brinten blev sprøjtet direkte ind i en vene, nåede den sit højeste niveau hurtigst, efter cirka ét minut, men de målte koncentrationer i alle væv forblev forholdsvis lave, under 35 PPB pr. gram. Indånding af 4 % brintgas virkede anderledes igen: Brintniveauerne i vævet steg langsommere end ved oral indtagelse eller injektion, men forblev forhøjede i mindst 60 minutter, længere end ved nogen af de to andre tilførselsveje. Med andre ord påvirker måden, brint kommer ind i kroppen på, hvor hurtigt den viser sig i vævet, og hvor længe den bliver der — ikke kun hvor meget der til sidst når frem. Denne forskel gennemgås i sin helhed i artiklen, der sammenligner indånding af brint med at drikke brintvand.

Hvad dette studie ikke viser om mennesker

Disse data om fordelingen i vævet stammer fra rotter, og rotters fysiologi — herunder stofskifte og organstørrelse i forhold til kropsvægt — adskiller sig så meget fra menneskers, at man ikke bør gå ud fra, at de præcise koncentrationer eller tidspunkter er de samme hos mennesker. Studiet understøtter dog den bredere pointe, at opløst brint ikke kun findes i tarmen og lungerne, men når andet væv via blodbanen. For at bekræfte de specifikke tal hos mennesker ville det kræve tilsvarende vævsprøver fra mennesker, hvilket er langt mere invasivt og ikke er blevet gjort på samme måde.

Hvor hurtigt brinten forlader kroppen igen

I det menneskelige studie af udåndingsluft var mængden af brint, som blev udåndet efter indtagelse af brintvand, næsten helt tilbage på udgangspunktet inden for cirka 60 minutter. Denne tidsramme stemmer overens med billedet fra rotteforsøget: Koncentrationerne når deres højdepunkt efter få minutter og falder derefter støt i stedet for at ophobe sig ved gentagen eksponering.

Dette mønster passer med det, brintgas faktisk er: et lille, kemisk enkelt molekyle, som kroppen ikke ser ud til at lagre på samme måde som fedtopløselige forbindelser eller mineraler. Den brint, der ikke bruges eller indgår i en kemisk reaktion, udåndes, og hele forløbet fra indtagelse til udskillelse gennemføres på cirka en time ifølge de målinger, der foreligger indtil videre.

Hvad denne tidslinje fortæller dig — og ikke fortæller dig

Det er værd at være præcis med hensyn til, hvad denne tidslinje fra optagelse til udånding faktisk dokumenterer. Den viser, at brintgas, der er opløst i vand, optages hurtigt, når væv uden for fordøjelseskanalen og forlader kroppen inden for cirka en time. Det er en reel, målt fysiologisk proces. I sig selv er det ikke dokumentation for, at det at drikke brintvand ændrer, hvordan du har det, forbedrer en bestemt sundhedsmarkør eller behandler eller forebygger en sygdom. De studier, der henvises til her, målte, hvor gassen bevæger sig hen, og hvor længe den bliver der; de var ikke tilrettelagt til at måle kliniske resultater, og størstedelen af detaljerne om fordelingen i organerne stammer fra dyr, ikke mennesker.

Hvis du vil vide, hvor meget brintvand folk faktisk drikker i forskningsstudier, og hvor ofte, er det et separat spørgsmål, der gennemgås i en særskilt artikel om de mængder, der bruges i studier af brintvand. Og hvis du vil have en generel ramme for at vurdere, hvor solidt et studie af brintvand er — herunder stikprøvestørrelse og hvem der har finansieret det — går en guide til at læse forskning i brintvand mere i dybden, end der er plads til her.

Hvis du sammenligner forskellige måder at drikke brintvand på

Da mængden af brint, der faktisk når ind i kroppen, afhænger af, hvor meget der er opløst i vandet til at begynde med, er det praktiske spørgsmål, hvis du overvejer at prøve det, ikke hvilket produkt der lyder mest imponerende, men hvilket der oplyser en koncentration, du kan kontrollere. Brintvand kan fremstilles i en elektrolyseflaske, i en kande, der behandler en større mængde ad gangen, eller med en opløselig tablet, som du lægger i et hvilket som helst glas. Hver af disse muligheder er blot en forskellig måde at fremstille den opløste gas, der beskrives i denne artikel, på.

Den samme logik gælder på tværs af formater: Når du sammenligner en flaske, en kande eller opløselige tabletter, skal du se på den koncentration, der angives for hver af dem, og hvordan den måles, frem for at gå ud fra, at ét format i sig selv er bedre end et andet.

Kollektionen af brintvand viser de aktuelle formater med deres oplyste ydelse, hvis du vil sammenligne specifikationerne side om side, før du beslutter, om nogen af dem passer til den måde, du rent faktisk vil bruge produktet på.