Struktureret vand vs. brintvand: Det ene kan måles, det andet ikke

Brintvand og struktureret vand sælges begge som en opgradering af det vand, der kommer ud af hanen, og de to påstande sammenlignes ofte nok i samme sætning til, at de kan lyde som varianter af den samme idé. Det er de ikke. Brintvand henviser til en bestemt opløst gas, molekylært brint (H2), og mængden af denne gas i en given prøve kan måles med et navngivet instrument og angives som et tal i dele pr. milliard (PPB) eller milligram pr. liter. »Struktureret« eller »hexagonalt« vand beskriver en påstået omorganisering af vandmolekyler til en stabil, ordnet form, og ingen standardlaboratoriemetode har kunnet påvise, at denne struktur findes, eller at den opfører sig anderledes end ultrarent vand. Om en påstand kan kontrolleres med et instrument eller kun holdes op mod en beskrivelse, er den nyttige test, når man sammenligner de to.

• Brintvand er vand med opløst H2-gas, en mængde, du kan kontrollere med reagenstestdråber, en elektronisk måler eller en laboratorieteknik som gaskromatografi.
• Struktureret eller hexagonalt vand beskriver en påstået molekylær struktur, som kernemagnetisk resonans (NMR) ikke har kunnet skelne fra ultrarent vand eller endda menneskeurine under den samme test.
• ORP (oxidations-reduktionspotentiale) vises ofte sammen med brinttal, men det er en generel elektrisk måling, der påvirkes af flere faktorer, ikke en brintspecifik aflæsning.

Hvad »struktureret vand« egentlig påstår

Påstanden bag struktureret vand er, at almindeligt flydende vand kan omorganiseres til et stabilt hexagonalt gitter, som nogle gange beskrives som en »fjerde fase« adskilt fra fast, flydende og dampformig tilstand, og at denne struktur ændrer, hvordan vandet opfører sig eller interagerer med kroppen. Det er en konkret, testbar idé, så det er rimeligt at spørge, hvad der sker, når nogen faktisk tester den.

Kernemagnetisk resonans, standardmetoden, som kemikere bruger til at undersøge, hvordan molekyler er arrangeret og bevæger sig i en væske, er blevet brugt på vand, der markedsføres som hexagonalt eller struktureret, og den har ikke vist nogen væsentlig forskel fra ultrarent vand eller endda menneskeurine i den samme test (kilde: Hexagonalt vand). En del af grunden til, at en stabil struktur i stor skala er svær at forene med grundlæggende vandkemi, handler om tid: De hydrogenbindinger, der forbinder vandmolekylerne, brydes og gendannes hele tiden på tidsskalaer kortere end 200 femtosekunder, hvilket er alt for hurtigt til, at et ordnet gitter kan holde sig på tværs af et helt glas vand (kilde: Hexagonalt vand).

Der findes heller ingen måleenhed for det. Brint måles i PPB og mg/l, en ovn har en temperatur, og postevand har en TDS-værdi i ppm. Struktureret eller hexagonalt vand har ikke et tilsvarende tal, som et laboratorium rapporterer, en uafhængig part verificerer, eller som står på en flaske. En påstand, der ikke kan måles med nogen navngiven metode, er ikke automatisk falsk, men den kan heller ikke kontrolleres, og det er det, der adskiller den fra den sammenligning, denne artikel foretager.

Hvad »brintvand« egentlig påstår

Den opløste gas, molekylært brint (H2), kommer på en af to almindelige måder ned i vandet: ved elektrolyse, hvor vandmolekyler spaltes, og H2-gas frigives ved en elektrode inde i en flaske, kande eller maskine, eller ved en reaktiv tablet, hvor magnesium reagerer med vand og frigiver brintgas, mens tabletten opløses. Begge metoder ender med den samme slags gas i vandet, blot frembragt på forskellige måder.

Interessen for at drikke H2 går tilbage til en række laboratorie- og dyreforsøg, især en artikel fra 2007 af Ohsawa og kolleger i Nature Medicine. Her fandt man, at molekylært brint selektivt kunne reagere med hydroxylradikalet, en særligt reaktiv og celleskadende form for reaktive iltforbindelser, i dyrkede celler og i dyremodeller for hjerneskade forårsaget af begrænset blodgennemstrømning (kilde: Ohsawa et al., Nature Medicine (2007), via Europe PMC). Det er et fund om en kemisk mekanisme, der er observeret i celler og dyr, ikke et dokumenteret resultat hos mennesker, og det er ikke en påstand om, at brintvand kan behandle eller forebygge nogen helbredstilstand. Det giver en konkret, testbar kemisk grund til at betragte H2-koncentrationen som et meningsfuldt tal snarere end en markedsføringsfloskel.

Fordi det er én identificerbar gas, er mængden, der er opløst i en given flaske vand på et givet tidspunkt, en reel fysisk størrelse. Den stiger under en elektrolysecyklus, falder igen, når vandet står åbent i luften, og kan registreres som et tal, ligesom enhver anden opløst gas.

Sådan kontrolleres opløst brint

At en brintpåstand i princippet kan måles, betyder ikke, at alle brinttal på en etiket er målt på samme måde. Tre metoder tester faktisk for H2, mens en almindelig aflæsning ikke gør.

• Titreringstestdråber. Et reagens beslægtet med methylenblåt skifter farve, når der er opløst brint til stede, og antallet af dråber, der skal til for at affarve en prøve fuldstændigt, giver en aflæsning i brøkdele af en milliontedel. Det er billigt og brintspecifikt, men det er en manuel test, hvor der er plads til en vis variation i aflæsningen fra person til person.
• Målere til opløst brint. Elektroniske sensorer viser koncentrationen direkte i ppm eller PPB. De mest nøjagtige instrumenter er laboratorieudstyr snarere end lommeapparater, og nøjagtigheden varierer efter sensor og kalibrering. Det er et separat spørgsmål fra, om metoden i sig selv måler brint (et spørgsmål, der behandles mere indgående i sammenligningen af målere til opløst brint).
• Gaskromatografi. Dette er laboratoriemetoden, der adskiller og kvantificerer opløste gasser direkte, typisk med resultater angivet i milligram pr. liter. Det er referencemetoden, når et resultat skal kunne tåle uafhængig granskning.

ORP, eller oxidations-reduktionspotentiale, vises ofte sammen med brinttal, og det er værd at være præcis om, hvad målingen faktisk viser: stoffets generelle tendens til at optage eller afgive elektroner, angivet i millivolt. Brintgas får ganske vist ORP til at bevæge sig over i det negative område, men det samme gør pH, temperatur og opløste mineraler, som ikke har noget med brintindholdet at gøre. En negativ ORP-aflæsning er et tegn på, at der er noget reducerende til stede, ikke en måling af brintmængden, og hvis man behandler den som sådan, overdriver man, hvad tallet kan fortælle (hele gennemgangen findes i sådan måler du brint i vand).

Sådan ser et laboratorieverificeret brinttal ud

En nyttig måde at se, hvad »målbar« betyder i praksis, er at se på et faktisk testresultat i stedet for kun et specifikationsark. Et uafhængigt laboratorium, H2 Analytics, brugte et gaskromatografisk instrument af typen SRI 8610C, samme kategori af instrument som beskrevet ovenfor, til at teste flasker fra Hydrions eget sortiment og rapportere opløst brint i milligram pr. liter. Den fulde metode og resultaterne er beskrevet i rapporten om uafhængig laboratoriecertificering.

Dette laboratorieresultat står ved siden af de specifikationer, flaskerne har på deres egne produktsider. Det er en anden slags kontrol, men stadig en, der kan efterprøves, og cykluslængden er vigtig, før man sammenholder de to. Core-flasken er angivet til op til 5.000 PPB (5 ppm) med PEM-elektrolyse med platin og iridium, og cyklussen afsluttes på under fem minutter, hvilket er mærkbart kortere end laboratoriets testkørsel på 20 minutter. Derfor er tallet 9,00-9,14 mg/l resultatet af den længere kørsel snarere end en beskrivelse af, hvad en almindelig cyklus på fem minutter tilfører flasken; rapportens egen aflæsning på 5,85-6,05 mg/l efter 10 minutter ligger tættere på den daglige brugssituation. Hydrion Pulse er angivet anderledes: cirka 4.000 PPB ved en indstilling på 5 minutter og op til 8.000 PPB ved 10 minutter med SPE/PEM-elektrolyse og platinklædte titaniumelektroder. De to flasker ender med forskellige tal, fordi de kører med forskellige cyklusser og forskellig hardware, ikke fordi den ene producerer en type brint, som den anden ikke gør, og et højere PPB-tal beskriver mere opløst gas målt med den metode på det pågældende tidspunkt, ikke en afgørelse af, hvilken flaske der samlet set er bedst (du kan læse mere om, hvordan man aflæser et PPB-tal, i PPB i brintvand forklaret). Det vigtige i denne sammenligning er enklere: Begge talsæt kan føres tilbage til et navngivet instrument, et navngivet laboratorium eller en dokumenteret specifikationstest med en angivet cykluslængde. Det er præcis den slags kontrol, som en påstand om »struktureret vand« aldrig har skullet bestå.

En hurtig måde at vurdere enhver påstand om vand på

Spørgsmålet om målbarhed rækker ud over denne ene sammenligning. Når et vandprodukt eller en vandbehandling hævdes at være anderledes end postevand, kan tre spørgsmål skelne en påstand, der kan efterprøves, fra en, der ikke er verificeret.

• Hvad hævdes helt præcist at ændre sig ved vandet? En vag beskrivelse som »mere levende« eller »optages bedre« er sværere at teste end en konkret påstand som »mere opløst brintgas«.
• Findes der et navngivet instrument eller en måleenhed, der er udviklet specifikt til det pågældende forhold? For brint findes der testdråber, målere til opløst brint og gaskromatografi, som hver især angiver et tal i ppm eller PPB. En påstand om vandets struktur har ikke noget tilsvarende.
• Hvis der oplyses et tal, er det så frembragt med en metode, der er udviklet til det pågældende stof, eller med en generel stedfortrædende måling? ORP er en reel og nyttig måling, men det er ikke en brintaflæsning, og at behandle den som sådan er en almindelig måde, hvorpå en umålt påstand låner troværdighed fra en målt påstand.

Anvendt her består brintvand de to første spørgsmål, med det forbehold, at ethvert konkret tal bør stamme fra en reel test og ikke fra en antagelse, mens struktureret vand i øjeblikket ikke kan bestå nogen af dem. Den bredere gennemgang af myter om brintvand undersøger flere andre påstande efter samme standard, og den samme test – »findes der et tal, og er det den rigtige slags tal?« – kan lige så godt bruges på andre alternative vandbehandlinger, herunder sammenligningen af shungitvand, hvis du vil øve dig mere. Hvis du vil se PPB-specifikationerne for de forskellige typer brintvand opstillet side om side, viser kollektionen med brintvand dem på samme måde som denne artikel: som et tal, ikke et slogan.