Virker brintvandsflasker egentlig? Hvad laboratoriedata viser

Om en brintvandsflaske "virker", afhænger i virkeligheden af, hvilket af to separate spørgsmål du stiller. Det første er, om enheden overhovedet ændrer vandet: tilfører den molekylært brint, som kan måles med et instrument, der er udviklet til formålet? Det andet er, om den målte mængde brint giver en mærkbar eller klinisk dokumenteret effekt, når du drikker vandet. En uafhængig laboratorietest kan besvare det første spørgsmål med konkrete tal for en bestemt flaske. Det andet spørgsmål er stadig genstand for aktiv forskning, og at slå dem begge sammen til et selvsikkert ja er netop sådan, marketingssider får påstanden til at lyde enklere, end den er. Denne artikel gennemgår faktiske data fra gaskromatografi for Hydrion Core og Hydrion Pulse, forklarer, hvorfor nogle testmetoder er mere troværdige end andre, og gør rede for, hvad FDA's sikkerhedsstatus bekræfter og ikke bekræfter, så du ved, hvad du skal undersøge, før du stoler på en flaskes brintpåstand.

• Uafhængige laboratorietests med gaskromatografi målte specifikke brintkoncentrationer på bestemte tidspunkter i Hydrion Core- og Pulse-enheder. Det er en anden slags dokumentation end et afrundet tal på en produktside.
• ORP-målere reagerer næsten lige så kraftigt på pH og temperatur, som de reagerer på brint, så en måling fra sådan en måler kan ikke pålideligt bekræfte eller sammenligne en flaskes faktiske brintproduktion.
• FDA's GRAS-status for brintgas dækker sikkerhed i fødevarer og drikkevarer ved en angivet koncentration; den siger intet om, hvorvidt det giver en sundhedsfordel at drikke vandet.
• At en enhed tilfører målbar brint til vand, og at denne brint ændrer, hvordan du har det, er to separate spørgsmål. Forskningen, der understøtter det første, er langt mere afklaret end forskningen, der understøtter det andet.

Hvad mener folk egentlig, når de spørger, om en brintvandsflaske "virker"?

Når nogen skriver "virker brintvandsflasker" i et søgefelt, samler spørgsmålet som regel to forskellige ting i ét, uden at personen skiller dem ad. Den ene del handler om, hvorvidt flasken fysisk gør det, der står på etiketten: sender strøm gennem vandet via en SPE/PEM-membran for at udskille brintgas og opløse den i det resterende vand. Den anden del handler om, hvorvidt det så giver en effekt, du kan mærke, eller en effekt, et laboratorium kan måle i din krop bagefter, når du drikker vandet. En produktside, der lover mere energi eller skarpere fokus, besvarer i virkeligheden det andet spørgsmål med en sikkerhed, den har lånt fra det første. Derfor kan en skeptisk læser ikke vurdere hele påstanden ud fra én enkelt side med markedsføringstekst.

Denne artikel undersøger hver halvdel for sig. For den del, der handler om brintproduktion, bruger den en uafhængigt bestilt laboratorierapport om Hydrion Core og Hydrion Pulse som eksempel på, hvordan reel verifikation ser ud: et navngivet laboratorium, et navngivet instrument og præcise tidspunkter i stedet for et enkelt afrundet tal. For den del, der handler om effekten, gennemgår den, hvor den underliggende videnskab står i dag, uden at gøre et fund fra en cellekultur til en påstand om, hvordan en flaske får dig til at føle dig i morgen tidlig.

Kan en flaske faktisk tilføre målbar brint til vand?

Den mest direkte måde at få svar på, om en enhed tilfører brint til vand, er at måle selve vandet med et instrument, der er udviklet til formålet, i stedet for at betragte tallet, producenten trykker på sin produktside, som det endelige svar.

Hvad laboratoriet faktisk testede, og hvordan

Den uafhængige test af Hydrion Core og Hydrion Pulse blev udført af H2 Analytics i Henderson, Nevada, med et SRI 8610C-gaskromatografapparat. Gaskromatografi betragtes som referencemetoden til at kvantificere opløst molekylært brint, fordi den måler selve gassen i stedet for et indirekte signal, der blot korrelerer med den (kilde: ORP bør ikke bruges til at estimere eller sammenligne koncentrationer af H2 i vand). Laboratoriet testede to separat indkøbte Core-enheder og to Pulse-enheder i stedet for kun én prøve. Det er vigtigt, fordi én flaske ikke kan fortælle dig, om et resultat er typisk eller et heldigt særtilfælde. Et andet, uafhængigt laboratorium, SGS Silver State Analytical Laboratories, screenede det samme vand for 34 sikkerhedsparametre, herunder platin og titan, som elektroderne er lavet af, og alle 34 resultater lå under den grænse, laboratoriet kunne kvantificere. Den fulde metode og resultaterne er offentliggjort i laboratoriets certificeringsrapport.

Hvor meget svarer den målte mængde til pr. portion?

Gaskromatografen målte 5,85 til 6,05 mg/L opløst brint i de to Core-enheder efter en infusion på 10 minutter. Efter 20 minutter var mængden steget til 9,00 til 9,14 mg/L. De to Pulse-enheder nåede 8,079 mg/L efter en Boost-cyklus på 5 minutter og 9,00 mg/L efter 10 minutter. Hydrion Cores egen produktside beskriver en kortere cyklus til daglig brug, oplyser, at den tager under fem minutter, og angiver "op til 5.000 ppb (5 ppm)" som målkoncentrationen for denne standardcyklus. Markedsføringstallet og laboratoriets senere målinger beskriver to forskellige testbetingelser og er derfor ikke modstridende, men de bør stadig ikke citeres, som om de var den samme påstand; hvert tal skal ledsages af sin egen kilde og sit eget tidspunkt.

Hvorfor betyder brinttal på en etiket ikke altid det samme?

Ikke alle enheder, der angiver en brintkoncentration, er blevet testet med en direkte metode som gaskromatografi, og det mest almindelige forbrugeralternativ, en ORP-måler, har en reel begrænsning, som er værd at forstå, før du stoler på den. ORP måler, hvor tilbøjelig en opløsning er til at afgive eller optage elektroner, og opløst brint er kun én af flere faktorer, der påvirker tallet. En ændring på én pH-enhed påvirker en ORP-måling omtrent lige så meget som en hundrededobling af brintkoncentrationen, og en temperaturændring på 20 °C i vandet påvirker målingen omtrent lige så meget som en tidobling af brintkoncentrationen (kilde: ORP bør ikke bruges til at estimere eller sammenligne koncentrationer af H2 i vand). Det betyder, at to prøver med reelt identisk brintrigt vand kan vise forskellige ORP-målinger afhængigt af rumtemperaturen eller pH-værdien i det postevand, de er lavet af. En almindelig forbrugermåler uden temperatur- og pH-kompensation kan ikke selv korrigere for det.

Et afrundet "op til X ppb"-tal på en produktside fortæller dig, hvad producenten sigter efter, ikke hvad en ekstern part har bekræftet. En dateret laboratorierapport angiver laboratoriet, instrumentet, metoden og det præcise tidspunkt, hvor prøven blev testet. Det er en helt anden slags påstand. Hvis du hellere vil teste vand selv og ønsker praktisk information om dråbetests og målere, gennemgår guiden til måling af brint og ORP-myten det i detaljer i stedet for at gentage det her.

Betyder det, at vandet ændrer, hvordan du har det, hvis det indeholder brint?

At måle brint i vandet besvarer kun den første halvdel af det oprindelige spørgsmål. Forskningen bag den anden halvdel går tilbage til et laboratoriestudie fra 2007, som fandt, at molekylært brint selektivt reagerede med hydroxylradikaler i dyrkede celler, mens det lod andre reaktive molekyler, som kroppen faktisk er afhængig af til normal signalering, såsom hydrogenperoxid og nitrogenoxid, være upåvirkede. Det er denne selektivitet, der gjorde fundet bemærkelsesværdigt, men en reaktion observeret i dyrkede celler er stadig flere skridt fra en dokumenteret effekt hos en person, der drikker en flaske vand.

I årene efter blev det samme spørgsmål undersøgt i dyremodeller, blandt andet i forbindelse med iskæmi-reperfusionsskade og organtransplantation, og først senere i små forsøg med mennesker inden for områder som type 2-diabetes og metabolisk syndrom samt blandt patienter i hæmodialyse. Denne udvikling fra celler til dyr til mennesker er normal for et forskningsspørgsmål på dette stadie, men det betyder, at hvor stor vægt en bestemt påstand om en effekt fortjener, afhænger af, hvilket trin i forløbet den underliggende undersøgelse faktisk stammer fra – ikke af, hvor selvsikkert en produktside fremsætter påstanden. Cellebiologien bag det oprindelige fund gennemgås i forklaringen på molekylært brint, og en grundigere gennemgang af, hvad forskningen på mennesker indtil videre viser, findes i den evidensbaserede gennemgang af brintvand, så ingen af delene gentages udførligt her.

Hvad bekræfter FDA's sikkerhedsstatus – og hvad bekræfter den ikke?

FDA har accepteret brintgas til brug i drikkevand og drikkevarer: GRAS-meddelelse 520 omfatter brintgas som ingrediens i en koncentration på op til 2,14 % af volumen, og FDA afsluttede vurderingen af meddelelsen med et brev om, at myndigheden ikke havde nogen indvendinger, i november 2014. Det er en sikkerhedsvurdering. FDA's gennemgang af en GRAS-meddelelse undersøger, om en ingrediens er sikker at bruge i den angivne mængde; den siger intet om, hvorvidt det giver en sundhedsfordel at drikke det resulterende vand.

Afstanden mellem de to ting blev konkret i juni 2022, da FDA sendte et advarselsbrev til en anden brintvandsvirksomhed, H2 Beverages Inc, om påstande på virksomhedens hjemmeside om, at produktet kunne stabilisere kolesterol, bekæmpe inflammation og beskytte mod strålingsskader. Myndighedens holdning var, at påstande om behandling eller forebyggelse af sygdom gør en drik til et ikke-godkendt lægemiddel i henhold til amerikansk lovgivning, uanset hvad der rent faktisk er opløst i flasken. Dette konkrete myndighedseksempel handler om en virksomhed, der ikke har forbindelse til flaskerne omtalt her, og er grunden til, at et ansvarligt brintvandsmærke holder sig til at beskrive verificerede specifikationer og henvise til forskning, der faktisk findes, i stedet for at love et bestemt sundhedsresultat.

Hvad skal du undersøge, før du stoler på en flaskes brintpåstand?

Når du ved, hvordan reel verifikation ser ud, kan du undersøge en bestemt flaskes påstand med en kort og praktisk liste.

• Undersøg, om tallet stammer fra et uafhængigt laboratorium, der har brugt gaskromatografi eller en brintspecifik sensor, eller om det kun optræder på mærkets egen produktside.
• Se efter en rapport, der angiver laboratoriet, instrumentet, metoden og det præcise testtidspunkt, sådan som en akkrediteret laboratorierapport gør, i stedet for et enkelt afrundet toptal uden nogen kontekst.
• Når du sammenligner to flasker, bør du lægge større vægt på en dokumenteret, dateret laboratorierapport end på et større trykt ppb-tal, eftersom tallets størrelse alene ikke fortæller dig, hvordan det blev målt, eller om det overhovedet blev målt.
• Hvis du vil skelne mellem et produkt af reelt lav kvalitet eller med vildledende markedsføring og et produkt, der blot er forsigtigt med sine påstande, behandler guiden til at spotte reelle advarselstegn ved brintvand netop det spørgsmål.

Hvis du vil se, hvordan den slags verifikation anvendes på en bestemt flaske, er Hydrion Cores offentliggjorte laboratorierapport værd at læse i sin helhed – som dokumentation, der skal undersøges, ikke som grund til automatisk at foretrække et større trykt tal. Hvis du vil vide, hvordan en SPE/PEM-flaske tilfører brint, forklarer hvordan brintvandsflasker virker det særskilt, uden at gentage forklaringen her.