Er brintvand med kulsyre? Brintvand vs. danskvand forklaret

Nej, brintvand er ikke kulsyreholdigt vand, og de to drikke har aldrig haft samme formål. Kulsyreholdigt vand er fyldt med kuldioxid (CO2) under tryk i så store mængder, at gassen slipper ud som synlige bobler, så snart du åbner flasken. Brintvand indeholder molekylært brint (H2) i mængder, der vægtmæssigt er tusindvis af gange mindre, så et stille, klart glas er præcis det, en korrekt fungerende flaske eller kande bør give. At vandet ikke bruser, betyder ikke, at brinten mangler.

• Kulsyreholdige drikke indeholder flere gram CO2 pr. liter. Gassen tilsættes under tryk, så den kan slippe ud igen som bobler, når flasken åbnes.
• Selv den kraftigste brintvandsflaske på markedet opløser brint i milligram pr. liter. Det svarer til en forskel på omtrent tre størrelsesordener i gasmængde – ikke en svagere udgave af den samme effekt.
• Molekylært brint har ingen farve, lugt eller smag, så et glas brintvand smager af det vand, det er lavet af, og ikke af flad sodavand.
• En højere ppb-måling på flaskens specifikationer siger intet om brus. Den beskriver en anden gas, målt på en anden måde, og får ikke vandet til at boble, uanset hvor højt tallet bliver.

Hvorfor bobler føles som den oplagte test

De fleste har kun én målestok for, »hvor meget brus« der er i noget: at se bobler stige op gennem et glas sodavand eller danskvand. Det giver mening for drikke med CO2, hvor bruset er hele pointen, og mængden af synlige bobler nogenlunde afspejler, hvor meget gas der blev presset ind. Så når et glas brintvand står der og ligner postevand til forveksling, er det et rimeligt første gæt, at enten er drikken ikke med brus (det er rigtigt), eller også har flasken ikke gjort noget (det er ikke rigtigt). De to drikke opløser forskellige gasser i meget forskellige mængder, og når du ser de faktiske tal ved siden af hinanden, holder de manglende bobler op med at ligne et problem og begynder at ligne det forventede resultat.

Hvad der egentlig gør en drik kulsyreholdig

Sådan tilsættes CO2

Kulsyreholdigt vand fremstilles ved at opløse CO2 i vand under overtryk. Kommercielle tapperier køler først vandet ned til omkring 8 °C, fordi koldt vand kan holde på mere opløst gas, inden det sættes under tryk. Selve tryksætningen bringer typisk vandet op på cirka 120 psi for at presse så meget CO2 ind i opløsningen (kilde: Carbonated water – Wikipedia). Det, at koldt vand kan holde på mere gas inden tryksætningen, gør det muligt for den færdige drik at indeholde langt mere CO2, end den ville kunne, hvis den stod åben ved stuetemperatur.

Hvorfor gassen strømmer ud, når du åbner flasken

I det øjeblik forseglingen brydes, falder trykket inde i flasken næsten øjeblikkeligt til normalt atmosfærisk tryk, men mængden af CO2, der er opløst i vandet, har endnu ikke ændret sig. Vandet er derfor overmættet i forhold til det nye, lavere tryk, så den overskydende gas forlader opløsningen og danner bobler ved såkaldte kimdannelsespunkter – små ujævnheder i glasset, isterninger eller endda støv i luften (kilde: Carbonated water – Wikipedia). Det er denne gas, der slipper ud, som du ser og hører som brus. Det fortsætter, indtil vandet igen er i ligevægt med luften omkring det, og det er også derfor, en åben flaske sodavand mister bruset med tiden.

Hvor meget gas er der egentlig tale om?

Kun en lille del af den CO2, der er opløst i kulsyreholdigt vand, omdannes faktisk til kulsyre; hydratiseringsligevægtskonstanten er omkring 1,7×10⁻³ ved 25 °C i rent vand, så langt størstedelen af gassen forbliver opløst som CO2 i stedet for at blive til syre (kilde: Carbonic acid – Wikipedia). Selv den lille andel af syre er nok til at give kulsyreholdigt vand en pH-værdi på omkring 5 til 6, som kan sammenlignes med æble- eller appelsinjuice, og en let syrlig smag på tungen (kilde: Carbonated water – Wikipedia). Det er denne syrlighed, ikke selve boblerne, som de fleste forbinder med »kulsyre«. Og fordi den kommercielle tilsætning af kulsyre er udviklet til at holde så meget CO2 opløst, indeholder de drikke, man kalder kulsyreholdige, typisk flere gram opløst gas pr. liter. Det er dette tal, næste afsnit sammenligner med brintvand.

Hvorfor mængden af opløst brint aldrig kommer i nærheden af det niveau

Almindeligt vand kan kun holde på en begrænset mængde brintgas. Under normale forhold ligger den naturlige grænse på omkring 1.600 ppb, og kommercielle brintvandsapparater overskrider den kun ved at bruge elektrolyse under tryk til at presse mere brint ind i opløsningen, end vandet ville optage af sig selv, som forklaret i et nærmere kig på, hvad ppb og ppm faktisk måler. Selv en flaske, der er angivet til den høje ende af markedet, arbejder stadig med en meget lille mængde gas målt i absolutte tal.

Sammenligning af ppb og gram pr. liter

Hydrion Pulse Brintvandflaske er angivet til op til 8.000 ppb opløst molekylært brint. Et 5-minutters program når omkring 4.000 ppb, og et 10-minutters program når omkring 8.000 ppb. Vægtmæssigt svarer parts per billion i vand direkte til milligram pr. liter, så 8.000 ppb svarer til 8 milligram brint pr. liter – den højeste måling blandt flaskerne i denne sammenligning. Sammenlign det med de flere gram CO2 pr. liter, som en kulsyreholdig drik typisk indeholder, og forskellen er på flere tusinde gange: brintvand er ikke en mildere udgave af en kulsyreholdig drik. Det opløser en anden gas i en mængde, der aldrig ville kunne skabe synlige bobler.

Hvad en ændring i ppb-tallet gør og ikke gør

Et højere ppb-tal angiver, at der er mere opløst brint tilgængeligt for kroppen, ikke at der er mere gastryk, som venter på at slippe ud som bobler. Fordi den absolutte mængde stadig ligger i milligram pr. liter, selv i den høje ende af skalaen, ændrer det mængden af brint i glasset, når du går fra en lavere til en højere måling, uden at den nogensinde nærmer sig de gasmængder, der får en drik til at bruse. Et stigende ppb-tal er ikke det samme som et stigende kulsyreniveau, og de to tal skal ikke sammenlignes med hinanden.

Det, du faktisk vil smage og se i glasset

Molekylært brint er farve-, lugt- og smagsløst, så brintvand smager af det vand, der oprindeligt blev hældt i flasken eller kanden. Et glas, der forbliver visuelt stille og smager rent og neutralt, opfører sig præcis, som kemien forudsiger – det er ikke et tegn på, at noget ikke blev aktiveret. De tegn på kulsyre, som folk instinktivt ser efter – stigende bobler og en syrlig fornemmelse på tungen – skyldes specifikt CO2-kemi, som brintvand aldrig er udviklet til at efterligne.

Så er brintvand med kulsyre, og kan de to blandes?

Brintvand og kulsyreholdigt vand opløser to forskellige gasser i to meget forskellige mængder. Det er denne mængdeforskel, ikke en forskel i flaskernes kvalitet, der er hele grunden til, at den ene drik bruser, og den anden ikke gør. Hvis du vil have det fulde overblik over, hvad brintvand er, og hvordan det fremstilles, gennemgår denne introduktion til brintvand det grundlæggende. Hvis du i stedet spekulerer på, om en brintflaske også kan bruges til at tilsætte kulsyre til en drik, eller om det er en god idé at hælde danskvand igennem den, er det et separat, praktisk spørgsmål, der fortjener sit eget svar. Hvis du vil vide mere om smagen i hverdagen ud over spørgsmålet om kulsyre, går gennemgangen af, hvordan brintvand faktisk smager mere i dybden. Og hvis din flaske hvæser eller er svær at åbne, er det et trykrelateret spørgsmål, der er adskilt fra spørgsmålet om kulsyre, og som er værd at læse om for sig, så de to symptomer ikke forveksles. Når sammenligningen af gasmængder her giver mening, er et oplagt næste skridt at sammenligne ppb-værdierne på tværs af flaske- og kandeformaterne for at se, hvad der passer til den måde, du rent faktisk drikker vand på i hverdagen.